De trykte adgangsbilletter slap op og der var 25 meter kø for at komme ind og se de 600 små gymnaster

GISTRUP: For tredje år i træk var LKB-Gistrups store og aktive gymnastikafdeling valgt som vært for en af DGI Nordjyllands i alt 17 forårsopvisninger rundt omkring i Nordjylland. Som tidligere var der heldigvis stor interesse for at komme med til DGI-gymnastikken i Gistrup, for der var tilmeldt flere end 20 hold med små 600 børnegymnaster af begge køn, så det blev en meget flot fælles indmarch.

Der var også trængsel for det store publikum, der ville ind og overvære den mere end fem timer lange opvisning for op mod starten klokken 10 var der mindst 25 meter kø udenfor Gistrup Idrætscenter. Det gjorde da også, at de 500 billetter, som DGI Nordjylland havde trykt på forhånd, kun rakte til omkring middagstid og da var der stadig lang tid til afslutningen på stævnet klokken 15.30

Der var blandt andet hold fra Uggerhalne/Grinsted Idrætsforening, Blenstrup, Klarup, Vejgaard, Kærby og Gudumholm samt naturligvis værten LKB-Gistrup, der stillede med ikke mindre end seks lokale hold udover de to landsdelsjuniorhold, som LKB-Gistrup nu står med ansvaret for sammen med DGI.

Alt i alt blev det en meget afvekslende og farverig dag med en blanding af sjip, rytmegymnastik og spring for gymnaster fra hele Nordjylland, der primært var i aldersgruppen fra 6-12 år.

Som inspiration for de mange yngre gymnaster var der indimellem opvisningerne af de lokale foreningshold opvisning af de to landsdelsjuniorhold, der træner lidt mere for at blive dygtigere end de fleste og for at give nogle flotte opvisninger. Det ene hold er for gymnaster af begge køn i aldersgruppen 4.-6. klasse, mens det ældste hold er med elever i 7.-9. klasse og begge hold træner i DGI’s center i Nordkraft i Aalborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...