Romdrup-Klarup Samråd har fået ny formand

KLARUP: De planlagte omlægninger af busdriften omkring Klarup bliver mødt med massive protester fra de lokale beboere.

Det kom tydeligt frem da Romdrup-Klarup Samråd havde ordinær generalforsamling. Der mødte dobbelt så mange op til generelforsamlingen end der plejer, og samrådets protester over de planlagte ændringer i busdriften kom til at fylde en stor del af debatten, oplyser den afgående formand Anne Kyhl Christiansen.

- Besparelserne på den kollektive trafik gav anledning til livlig debat blandt de fremmødte, og der var enighed om, at det vil ramme Klarup hårdt, hvis de foreslåede besparelser bliver vedtaget politisk. Blandt de fremmødte var også et par engagerede borgere, der har startet en indsamling af underskrifter, som skal præsenteres for lokalpolitikerne. Der blev fremsat mange forslag til, hvordan der kan skaffes flere underskrifter, og fra initiativtagernes side blev det understreget, at der også er behov for hænder til at give en nap med i indsamlingen, da det er et stort arbejde, siger Anne Kyhl Christiansen, som tilføjer:

- De bebudede besparelser på den kollektive trafik kommer til at ramme Klarup og ikke mindst de områder af byen, som ligger længst væk fra Klarupvej.

På generalforsamlingen blev der debatteret anlæggelse af det store bymidteprojekt ved Klaruphallen og opstartsproces i forbindelse med udvidelse af hallen.

- Under eventuelt blev drøftet endnu flere emner af interesse for de fremmødte, herunder den trafikale belastning på vejene omkring Klarup, belysning på stierne og planerne for udstykninger i Klarup – alt sammen indspark til det kommende bestyrelsesarbejde i samrådet, fortæller Anne Kyhl Christiansen.

Netop hun er ikke med i det kommende bestyrelsesarbejde, for efter mere end 10 års arbejde i borgerforening og samråd valgte hun ikke at genopstille.

- Til alt held valgte en af Klarups garvede kræfter indenfor frivilligt arbejde at stille op, så generalforsamlingen kunne vælge de krævede fem medlemmer til bestyrelsen i samrådet. Efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig, så den består af følgende: Formand Jakob Aarup Adelhard, kasserer Daniel Ramsgaard og menige medlemmer Svend Schrøder, Morten Binderup-Ernstsen og Carina Frelling Simonsen, forklarer den nu forhenværende formand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...