Første aften handler om forsoning, skyld og skam

GISTRUP: Som start på det nye år har Gistrup kirke arrangeret tre ”InTro” aftener om tro, religion og kristendom og det er et kort undervisningsforløb for voksne. Sagt på en anden måde kunne det kaldes ”konfirmationsforberedelse for voksne” eller for den sags skyld også ”dåbsundervisning”. Således vil ”InTro” være god for ikke-døbte, der overvejer at blive døbt. Forløbet kan naturligvis også opfattes som en mulighed for at blive klogere på netop religion, tro og kristendom.

Den første aften er onsdag den 9. januar og det er en filmaften, hvor forsoning, skyld og skam står centralt. Det viste spillefilm er baseret på en virkelig hændelse fra 1945, og efter filmen er der samtale om, hvad den enkelte har oplevet.

De to følgende aftener er fastsat til den 30. januar og den 27. februar, hvor temaerne er henholdsvis ”En provokerende rummelig Gud” og ”Gud folder sig ud”. Emnerne vil blive drøftet fordomsfrit og åbent, og hver gang indledes der med fællesspisning fra klokken 18.

Der kan findes flere oplysninger om de tre ”InTro”-aftener på en folder, der kan hentes i kirken, eller på Gistrup kirkes hjemmeside, oplyser sognepræst Ejnar Grønlund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...