Gistrup Motionscenter er igen vokset ud af rammerne

GISTRUP: I forbindelse med årsmødet i LKB-Gistrups motionsafdeling mandag 14. januar klokken 19.30 i Gistrup Idrætscenter vil der givetvis falde en bemærkning eller to om, at afdelingen igen er vokset ud af rammerne i kælderen under hal 2 i det lokale idrætscenter.

Gistrup Motionscenter blev etableret som et af de første foreningsbaserede motionscentre i Danmark, og det har heldigvis været en stor succes lige siden starten for nu snart tolv år siden. Således er medlemstallet steget stille og roligt siden da, og undervejs er centret blevet ombygget og udvidet én gang. Det rækker imidlertid slet ikke længere, og derfor ser det ud til, at afdelingen som en midlertidig løsning kan overtage et af omklædningsrummene fra fodbold for at få mere plads til opmagasinering af udstyr og dermed få mere gulvplads i træningsrummene. På længere sigt håbes der på en varig løsning med nogle flere kvadratmeter, når der kommer gang i det såkaldte ”gateway-projekt”, der stadig er på planlægningsstadiet.

Siden starten er åbningstiden løbende blevet udvidet, og der er etableret hold på mange forskellige tidspunkter på døgnet for at så mange som muligt kan være med på et af de eftertragtede hold. Som på de øvrige afdelingsmøder i klubben skal der efter formandens beretning og den økonomiansvarliges orientering om økonomien vælges formand og netop økonomiansvarlig til indstilling på klubbens hovedgeneralforsamling i februar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...