Juledamptoget var så populært, at to ekstra afgange kom på programmet

GISTRUP: Ekstrature med juledamptoget blev nødvendige, for i første omgang blev der tilbudt to ture lørdag og søndag den 15. og 16. december fra Aalborg Banegård til Østhavnen og retur - via Gistrup.

Efter omlægning af skinner og etablering af Egnsplanvej, manglende køretilladelse og en udsædvanlig varm og tør sommer med kørselsforbud, havde ”Limfjordsbanen” endelig chancen for at komme ud at køre igen omkring juletid.

Det populære damplokomotiv havde i den grad været savnet af ikke mindst familier med børn, og da de fire første ture som nævnt hurtigt blev udsolgt, valgte ”Limfjordsbanen” at supplere med to afgange lørdag den 22. december, for Aalborg Havn var igen så venlige at stille sporet til Østhavnen til rådighed for veterantoget. Derfor blev det for de mange ”rejsende” til to timers ren nostalgi, og medens der blev vendt i Østhavnen, blev der af togpersonalet serveret varme drikke og klejner til de voksne samt slik og sodavand til børnene.

Årets tre sidste ture søndag den 23. december gik ikke via Gistrup, men via jernbanebroen i Aalborg til nærbanestationen i Lindholm. Ved dette arrangement skulle billetterne undtagelsesvis købes i toget.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...