Flere måtte hente bilen for at kunne få de mange præmier med hjem

NØVLING: Der var igen i år fyldt til næsten sidste plads i Nøvling Forsamlingshus, så det har været en god ide at pynte et noget mindre juletræ nu end tidligere for at få plads til flere deltagere med bankoplader på bordene. Derfor var den arrangerende forening - den lokale vælgerforening for Venstre i Nøvling, Gistrup, Visse og Gunderup - særdeles tilfreds med fremmødet til det traditionsrige julebankospil i det lokale forsamlingshus den sidste onsdag aften i november.

Det var igen lykkedes for den ihærdige bestyrelse fra vælgerforeningen at skaffe en række flotte gevinster og sidegevinster, og da der også var et meget stort amerikansk lotteri undervejs med rigtigt mange serier, fik langt de fleste noget med hjem fra den traditionsrige aften, der igen blev en særdeles hyggelig start på julemåneden. Det forlød endda, at flere måtte hente bilen for at kunne få de mange præmier med hjem.

Undervejs i de mange forskellige spil blev der tid til at server gløgg og æbleskiver samt kaffe som en del af indgangsbilletten. Som de foregående år var julebankospillet i Nøvling Forsamlingshus absolut ikke reserveret for medlemmerne af vælgerforeningen alene, så der var heldigvis mødt en række lokale beboere op for at få del i de mange gevinster, og alle bidrog således til en fornøjelig og succesfyldt aften for både arrangøren og deltagerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...