Sæsonens første hjemmekamp mod Farsø/Ullits gav ét point til Gistrup i serie 2 i fodbold

GISTRUP: Det var fra første fløjt tydeligt at se, at det var to af rækkens bedre hold, der mødtes, da Farsø/Ullits var på besøg i serie 2 i fodbold. Opgøret skulle være spillet på Gistrup stadion, men som følge af usikkerhed om, hvorvidt banen blev klar eller ej, blev kampen i stedet spillet på kunstgræsbanen i Storvorde. Som følge af tørken sidste sommer, hvor Gistrup stadion blev alvorligt skadet, blev der i efteråret ikke spillet én kamp på banen - som følge af nysået græs.

Gæsterne er meget påpasselige med, at modstanderen ikke får scoret, og derfor var det meget svært for LKB’erne at spille sig til åbne chancer. Således var de unge spillere fra Farsø/Ullits godt disciplineret og meget løbestærke, så hjemmeholdet fik kamp til stregen. Omvendt havde LKB-Gistrup lært af de to indbyrdes møder i sidste sæson for det lykkedes på fornem vis at få dæmmet op for Farsø/Ullits’s hurtige omstillinger, så reelt havde gæsterne ikke én nævneværdig chance før til sidst. Alt i alt var det derfor ikke den store overraskelse, at det stadig stod 0-0 ved pausen.

Også i anden halvleg havde LKB’erne bolden mest og mod slutningen af opgøret begyndte spillet at fungere for hjemmeholdet. Med et godt dybdeløb og en perfekt aflevering kom LKB foran med 1-0 i det 75. minut på et mål af Niels Teilmann, og efterfølgende burde kampen være lukket på to-tre store chancer yderligere. Det lykkedes desværre ikke, og i stedet landede et hovedstød fra en LKB’er for fødderne af en modstander, som i dommerens overtid resolut bankede bolden i mål fra kanten af straffesparksfeltet til slutresultatet 1-1.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...