Substitut for sygemeldt underholder skabte god stemning i Beltoften

GISTRUP: Aktivitetscentret på Beltoften i Gistrup fik forleden ændret sit program for særarrangementet onsdag eftermiddag. ”Det syngende postbud” i form af Henning Vad havde fået forfald som følge af sygdom og det ringede impressarioen om dagen i forvejen. Som alternativ kunne tilbydes sangduoen ”Kisser og Søren”, og det sagde centret naturligvis pænt tak til.

Det viste sig at være en rigtig god ide for det blev en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige med masser af fællessang til en lang række af de mest kendte sange fra ”Dansktoppen” gennem mange år.

Der mødte ikke færre end 76 brugere op, og det er et usædvanligt højt antal for et arrangement af den slags.

”Kisser og Søren” gik på præcis klokken 14 og allerede efter det første nummer var ingen i tvivl om, at det ville blive en god eftermiddag. Det viste sig at være et særdeles velsyngende og præsentabelt par, der udviste nærvær og stor konduite, mens de gik smilende og småsnakkende rundt blandt publikum. Det blev - som næsten altid i den sammenhæng - til to gange 45 minutter afbrudt af en kaffepause. Efter sidste ekstranummer tog ”Kisser og Søren” sig tid til at småsnakke med publikum, inden de trak sig tilbage for at pakke sammen og køre hjem.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...