TryghedGruppen havde indbudt nordjyske medlemmer sjov, seriøs snak og præsentation af kandidater til repræsentantskabet

AALBORG: I denne uge dannede et fuldt Musikkens Hus rammer om en aften i det gode livs tegn, da TryghedsGruppen inviterede indenfor til medlemsaften, som bød på både sjov og sundhed, ildsjæle og lokale kandidater på valg til repræsentantskab.

Flere end 1100 lokale aalborgensere var mødt op i Musikkens Hus for at høre mere om, hvordan man finder den rette balance mellem det søde og det sunde liv under overskriften ”Nordjylland Længe Leve”.

Livsnyderen og sundhedsforskeren var sat i stævne i form af komiker Lars Hjortshøj og sundhedsforsker Bente Klarlund, som gennem en sjov og seriøs snak talte om, hvordan vi kan leve længere – og ikke mindst bedre. Med afsæt i forskning og egne erfaringer gav de begge inspiration og råd til, hvordan man kan leve et langt og godt liv uden for mange sundhedsproblemer.

Gør noget godt for andre

Det var ikke kun de kendte råd om at spise sundere og motionere, som mødte aftenens gæster, men derimod også opfordringen til at gøre noget meningsfuldt for og med andre, hvilket kan være med til at

fremme et både godt og langt liv.

Ifølge Bente Klarlund peger forskningen her på en sammenhæng, da man kan se, at folk som gør noget meningsfuldt for andre, simpelthen er sundere, mindre stressede og lever længere – hvilket er godt nyt for nordjyderne.

En opgørelse fra TryghedsGruppen viser nemlig, at hele 44 pct. af nordjyderne udfører frivilligt arbejde, hvilket ligger markant over resten af landet.

Ildsjæl på scenen

På scenen var også Kenneth Kristensen, der er formand for Thisted Gymnastik og Idrætskultur (TGI) og én af de frivillige, der har overskuddet til at organisere motion for sine medborgere i lokalsamfundet. Han fortalte om Bevægelsesbarometeret, der er støttet af TrygFonden og startet af TGI. Sammen med andre ildsjæle arbejder Kenneth Kristensen for at motivere til mere bevægelse ved at tilbyde motion, hvor nordjyderne er – for eksempel på arbejdspladsen.

- Vi er allerede over 100 frivillige i TGI, og der kommer flere til. Jeg tror, at folk kan mærke, hvor meget det giver at være med til at begejstre andre til at gøre noget godt, fortalte han.

Lokale kandidater på valg

Aftenens arrangør, TryghedsGruppen, brugte også aftenen til at lade dets medlemmer – alle Trygs kunder i regionen – møde de lokale kandidater, der er på valg til TryghedsGruppens repræsentantskab. De valgte repræsentanter vil de næste fem år være med til at præge TryghedsGruppens strategi, udbetaling af medlemsbonus og bestemme hvilke lokale projekter, TrygFonden skal støtte.

De sidste tre år har TrygFonden i Region Nordjylland alene udbetalt over 22 millioner kroner til projekter – hele 16 millioner af disse gik til 143 projekter med almennyttige formål, blandt andet Bevægelsesbarometret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...