Træningen i LKB Run begynder 13. januar

GISTRUP: Efter en kort pause omkring jul og nytår er LKB Run klar til for alvor at gå i gang med den officielle træning igen to gange om ugen fra og med søndag 13. januar klokken 9.30. At det ikke bliver ugen før skyldes, at der deltager mange af klubbens medlemmer i det tredje af sæsonens ”DGI Nordjysk Trail Cup”, der afvikles i dag, søndag 6. januar, på Gjøl.

Når træningen starter igen, bliver det igen med tre tilbud til de mange løbere. Alle nybegyndere er således særdeles velkomne til at møde op for dels at få bugt med julefedtet og dels at kunne blive i stand til at kunne løbe op til fem kilometer i løbet af foråret.

De såkaldte ”ti-kæmpere” skal i gang med igen at løbe ti kilometer hver gang til søndagstræningen, og så er der gruppen, der løber halvmarathon eller mere. Formålet med træningen de kommende måneder er primært at ruste medlemmerne så godt som muligt til de 10 kilometer eller 21,1 kilometer gennem den jubilerende Limfjordstunnel søndag 12. maj. Her har LKB Run stolte traditioner efter at have haft masser af løbere med de to seneste år, så her er der i høj grad noget at leve op til for de mange lokale løbere.

Udover træningen tidligt søndag formiddag klokken 9.30 i fuldt daglys, trænes der også hver torsdag klokken 19.30, og her gælder det primært styrketræning samt et mindre afsluttende løb til sidst.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...