Medlemmerne har i undersøgelse svaret at de primært deltager på grund af det sociale samvær

GISTRUP: Det var en stolt formand for LKB Run, Lisa Skov Nielsen, der på medlemsmødet takkede for et skønt år med alle løberne. Det er blevet til mange nye bekendtskaber i løbet af 2018 og en stor flok begyndere kan nu løbe stabilt og uden pause minimum fem kilometer og stort set alle har rykket sig i distancer, hastighed eller udholdenhed og mange har sat sig nye mål.

- Ved Aalborg Halvmarathon 17. juni var der 45 deltagere fra vores løbeklub, og de satte efterfølgende en uofficiel rekord ved at klemme sig sammen under to pavilloner i det bragende tordenvejr, der afsluttede det store løb, sagde formanden i sin beretning og fortsatte:

- Derudover har løbeklubben deltaget i fastelavnsløb, brutalmarathon i Aalborg, Kalkmineløb, Coast2coast, Aarhus Halvmarathon, Nøvling-løbet, Nordic Trail og Hobro Night Trail for blot at nævne nogle. Endelig var LKB Run sammen med DGI Nordjylland vært for et Trail-løb i Lundby Bakker med 115 deltagere i efteråret. Alt i alt bliver der flere og flere til træning i skoven om søndagen og med pandelamper hver torsdag aften. Vi kan selvsagt godt være flere, men vi løbeguider er glade for den opbakning, som vi allerede har fået, sluttede formanden sin beretning.

Afdelingens økonomiansvarlige Henriette Fisker kunne efterfølgende oplyse, at der er registreret 62 medlemmer i afdelingen og at økonomien hænger godt sammen generelt, blandt andet som følge af det løb, der blev arrangeret sammen med DGI Nordjylland. Der er endvidere brugt penge på en løbetræneruddannelse til flere, og det vil også ske her i 2019.

Under valgene til afdelingsbestyrelsen var der genvalg til både Lisa Skov Nielsen som formand og Henriette Fisker som økonomiansvarlig, mens afdelingens løbeguider udgør bestyrelsen i øvrigt.

Under eventuelt blev resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne hen over jule- og nytårsferien afsløret og her viste det sig, at hovedparten deltager på grund af det sociale samvær og mulighed for at forbedre den personlige tid. Derudover er de fleste overvældende tilfredse med træningen og en løbetræning om tirsdagen kan komme på tale i forbindelse med udarbejdelse af løbeplaner for det enkelte medlem.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...