LKBs løbeafdeling og gymnastikafdeling gik sammen om fastelavnsfest

GISTRUP: Efter sidste års store succes med at kombinere løb og tøndeslagning samt leg, havde LKB Run og klubbens gymnastikafdeling igen sammen arrangeret en fastelavnsfest for alle interesserede i Gistrup og omegn. I det flotte solskinsvejr fastelavnssøndag var der mødt omkring hundrede børn og voksne op, hvilket desværre var færre end ved premieren på det nye tiltag sidste år.

Det hele startede med en anderledes tøndeslag, for der skulle løbes mellem slagene til tønderne. Således løb de mindste børn op til syv år en runde mellem hallerne i Gistrup Idrætscenter, træerne og den udendørs volleyballbane for at komme fra den ene tønde til den anden. Tilsvarende løb de største børn og voksne på tværs af Gistrup stadion for at slå til en tønde i begge ender af banen.

Da tøndeslagningen var klaret, gik børnene ind i det spændende legeland, som gymnastikafdelingen havde opstillet i den gamle hal. Dermed kunne forældre og større børn tage en længere løbetur i Lundby Bakker på omkring en time, inden der som sidste punkt blev serveret fastelavnsboller med kaffe eller saftevand til deltagerne. Det blev en vellykket dag med gode oplevelser for deltagerne, konstaterede formanden for LKB Run, Lisa Skov Nielsen, efter arrangementet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...