Omsætningen fra markedet på Beltoften meget tæt på rekorden fra i fjor

GISTRUP: Det mere end traditionelle julemarked på Aktivitetscentret på Beltoften i Gistrup var også i år en meget stor succes, blandt andet takket være en omdeling af flyers til dele af byen samt en pæn omtale i medierne. En anden medvirkende årsag til det gode salg var givetvis også et anderledes og spændende udvalg af blandt andet julepynt, strik af forskellige slags og glas på mange måder.

De nye lokaler, som det lokale aktivitetscenter har fået brugsretten til efter sommerferien i år, blev udnyttet til blandt andet salg af juledekorationer og pynt til gravsteder. Det gav plads til, at flere af gæsterne på julemarkedet kunne sidde ned og nyde en omgang ribbensteg med tilbehør eller kaffe med brød.

Der var i høj grad også brug for den ekstra plads for besøget og købelysten var stor. Markedet i år var oppe mod høje odds for der var rekordomsætning i 2016 og sidste år steg omsætningen med ikke mindre end 20 procent i forhold til den flotte omsætning i 2016. Det blev derfor lige ved og næsten i år, for her i 2018 var omsætningen meget tæt på at nå det imponerende resultat fra i fjor, og det er i følge centerrådsformanden Bjarne Arentsen endog særdeles tilfredsstillende.

For det lokale centerråd og det travle markedsudvalg var det naturligvis en stor tilfredsstillelse, at det for det første gik så godt og at der for det andet var mange nye ansigter imellem - heraf glædeligvis flere familier med børn.

- Det betyder meget for det daglige arbejde på centret, at der ikke kun kommer besøg af de daglige brugere, for det er meget rart at få besøg af Gistrup-borgere, der om nogle år tilhører den faste skare af pensionister, som jævnligt kommer for at deltage i aktiviteterne på Beltoften, understreger centerrådsformanden.

Indtægterne fra julemarkedet er et meget væsentligt tilskud til det frivillige arbejde på centret, så derfor havde centerrådsformanden en meget stor tak til de mange frivillige for en meget stor indsats, der udføres ikke mindst i ”Markedsudvalget” gennem flere måneder for at få det hele til bare at køre på dagen og for at få fremstillet de mange spændende ting, der sælges på det årlige julemarked.

- Uden indtægten fra julemarkedet til de daglige aktiviteter har Beltoften simpelthen ikke mulighed for at tilbyde byens pensionister både oplevelser og vigtige sociale kompetencer, understregede Bjarne Arentsen efter markedet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...