Bælum Sangkor og Kongerslev-Komdrup Kirkernes voksenkor, børnekor og spirekor synger julen ind i Sdr. Kongerslev Kirke

SDR. KONGERSLEV: Søndag 9. december kl. 16 er der julekoncert i Sdr. Kongerslev Kirke, og der er lagt op til en dejlig eftermiddag med korsang og fællessang.

Der vil i år blive lejlighed til at høre Bælum sangkor. Koret er et blandet kor med et alsidigt repertoire, der strækker sig fra klassisk kormusik og viser til rytmiske arrangementer såsom spirituals og gospel.

Bælum sangkor stammer helt tilbage fra 1955 og har siden opstarten deltaget i mange arrangementer i området. Koret har mange traditioner, for eksempel det at synge julen ind i kirker og på plejehjem. Det har sunget i stort set alle områdets kirker. Nordjyske Folkekors- og Danske Folkekors stævner har koret trofast fulgt, og det har enkelte gange optrådt i radioen og uden for landets grænser i Sydslesvig og i Norge.

Koncerten byder desuden på sang fra Kongerslev-Komdrup Kirkernes voksenkor, børnekor og spirekor.

Desuden vil der være mulighed for at synge med på fællessange.

Alle er velkomne, og der er fri entré.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...