Fem timer med hits, fadøl og en hemmelig gæst

STORVORDE: For 42 gang holdes Storvorde Halfest lørdag 28. september fra klokken 18. Samarbejdet mellem Gudumholm Idrætsforening, Storvorde Sejlflod Boldklub, SBC Tennis, HK 89 Båndbyernes Håndboldklub og Storvorde Sejlflod Flaglaug har igen i år sammensat en festlig aften.

Konceptet i år bliver som altid billige drinks, fem timers levende musik, fadøl og højt humør. I år er der desuden arrangeret en hemmelig gæst til at sparke festen rigtigt godt i gang.

X Factor stjernen Jamie Talbot kommer med det populære orkester Staying Alive. Der er garanti for at blive smittet med lidt “Night Fever”, når en perlerække af fire årtiers Bee Gees hits rulles ud for publikum.

Bee Gees-legendernes bedste og mest populære sange leveres helt autentisk af det seks mand store orkester, som er tro mod brødrenes helt unikke lyd. Bandet er sammensat af flere nationaliteter, og med både garvede kræfter og talentet Jamie Talbot ved mikrofonen, skabes der en dynamik, som nok skal løfte stemningen op under taget. Så hvad enten man er til dunkende disco-rytmer som ”Jive Talking” og ”Stayin’ Alive”, eller de store stille som ”How deep is your love” og ”To love somebody”, går man ikke skuffet hjem.

Efter utallige opfordringer kommer Romhandleren ligeledes i år. Romhandleren spiller alt populært dansemusik lige fra Dodo and the Dodoes til Kim Larsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...