Mathias fra X Faktor sang for ungdomsspillerne i Nøvling

NØVLING: Nøvling Fodboldklub og den tilsvarende i Vaarst har i den kommende sæson fem fælles ungdomshold, og derudover har klubben i Vaarst et hold U6-drenge.

De mange spillere var inviteret til en stor fælles standerhejsning for at markere starten på sæsonen udendørs 2019 forleden ved klubhuset i Nøvling, der er beliggende lige bag Nøvling skole. Her bød formanden for Nøvling Fodboldklub, Glenn Wiebenson, spillere og forældre velkommen, inden der blev trænet og spillet lidt fodbold i en lille times tid.

Årets første træning sluttede med intet mindre end en koncert af den fra ”X-faktor” kendte Mathias, der gav koncert under halvtaget foran klubhuset, mens der blev serveret de obligatoriske pølser med brød i forbindelse med en standerhejsning. Den pågældende musiker har i den grad lokale rødder for han har spillet seniorfodbold i Nøvling og har stadig en bror i klubben.

Netop i relation til seniorfodbold er der fem hold i Nøvling, fordelt med et herrehold i serie 4 og et 7-mands hold samt et damehold og et 7-kvindehold - foruden et old boys hold for herrer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...