Også de voksne måtte slå til tønden

VALSGÅRDE: Både børn og voksne slog til tønden, da der var fastelavnsfest i Valsgård arrangeret af borgerforeningen i samarbejde med menighedsrådet.

- Der var omkring 70 fremmødte til arrangementet, der må siges at være en succes igen i år, siger borgerforeningens formand, Henning Åge Jochumsen.

De fremmødte udklædte børn og deres forældre var først i kirken til en gudstjeneste, og efterfølgende gik turen til forsamlingshuset, hvor der var tøndeslagning.

Der blev virkelig lagt kræfter i fra børnenes side, og man kunne se hvordan de strålede og gik til den med iver.

Efter veludført arbejde blev der traditionen tro, kåret to konger og to dronninger.

Derefter gik de voksne kvinder også i gang med at slå to tønder ned. Der blev også fundet to vindere hos kvinderne for nedslagning af tønderne, og en lille præmie fik de også.

Desuden blev der kåret de to bedste udklædte børn, som strålede da de modtog deres præmier.

Formanden Henning Åge Jochumsen takkede de frivillige hjælper, som bidrog med bagning og hjalp til under fastelavnsfesten, og han lover at der også bliver en fastelavnsfest igen næste år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...