LKB-Gistrup vandt tæt kamp i serie 2 i fodbold

GISTRUP: Det blev som ventet til et meget lige opgør, da LKB-Gistrup i serie 2 i fodbold fik besøg af St. Restrup på Gistrup stadion. Som følge af den markante tørke sidste sommer, var det første gang i ti måneder, at der blev spillet en kamp på Gistrup stadion, for banen tog så meget skade, at der måtte sås nyt græs. Det er nu bæredygtigt, men det er meget tæt på allerede nu at blive gult igen, for det støvede kraftigt hver gang bolden hoppede, eller når der blev tacklet.

Som frygtet spillede gæsterne meget kontant, og derfor kneb det for hjemmeholdet med at få gang i det hurtige spil langs jorden. I det 11. minut brød Tobias Balle energisk igen, men blev fældet i sidste øjeblik, men dommerens fløjte forblev tavs, så det ventede straffespark udeblev. Det blev også til få chancer til gæsterne, så det stod stadig 0-0 efter en ikke særlig velspillet første halvleg.

Det blev til den værst tænkelige start for LKB’erne på anden halvleg, for i det 47. minut kom St. Restrup foran efter et hurtigt contraløb. I de følgende minutter kneb det efterfølgende med at holde gæsterne fra chancer, men efter først et godt forsøg af Markus Petersen, lykkedes det i det 62. minut energisk for Tobias Balle at kæmpe sig igennem gæsternes forsvar og få udlignet til 1-1.

Dermed fik det unge LKB-hold godt styr på kampen, og som tiden gik, fungerede spillet bedre og bedre. Det blev til flere gode angreb, og efter endnu et udmærket LKB-forsøg endte en ripost hos Nikolaj Norup, der fra kanten af straffesparksfeltet flugtede bolden flot i mål til slutresultatet 2-1. Det holdt dog hårdt til sidst, for en LKB’er fik det gule kort i det 83. minut, så hjemmeholdet måtte slutte kampen med en spiller i undertal. På trods heraf var LKB-Gistrup tættere på 3-1 end gæsterne en udligning for blandt andet skød Holger Bovbjerg lige forbi modsatte stolpe på en friløber kort før tid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...