Mou Brandvæsen så tilbage på et travlt 2018, hvor der var bud efter dem over 60 gange

MOU: På årets sidste dag samledes mandskabet ved Mou Brandvæsen traditionen tro på stationen til nytårsparole.

Efter oplæsning af direktør Jacob Riis´ tale redegjorde Søren Schmidt for årets udrykninger. 2108 har været et travlt år for brandmændene, for hele 64 gange var der bud efter dem. Dette tal nåede senere på aftenen op på 65, da der klokken 22.34 var melding om ild på Storvorde Plejecenter. Heldigvis havde personalet handlet hurtigt og korrekt, så hvad der kunne have udviklet sig alvorligt, var hurtigt var klaret.

Nytårsaften blev således rolig i forhold til sidste år, hvor man måtte rykke ud til tre containere.

Af de mange udrykninger stod nogle klarere i erindringen end andre. I juli blev lokalområdet landskendt, da der opstod brand i mosen. Mou var med på første udrykning og gjorde sit. Den endelige slukning blev overtaget af køretøjer, som er egnet til at operere i sådan et terræn. Heldigvis lykkedes det at standse ilden, inden den for alvor fik fat i træbevoksningen.

Efter 28 års brandvæsen oplevede nogle af folkene den første dødsbrand. En tragisk hændelse, hvor en person indebrændte. Alle gjorde en god indsats, man fik personen ud og ilden blev slukket. Trods hurtigt forsøg på genoplivning stod hans liv dog ikke til at redde.

Hjemme på stationen stod sammenholdet sin prøve. Stationens sikkerhedsmand, Jimmy Jensen, var hjemme, men han havde hørt om den tragiske oplevelse, som mandskabet havde været ude for. Nede på stationen ventede han med kaffe og fik sørget for, at man fik snakket forløbet rigtig godt igennem. Alle brandmændene ved, at det kan ske for dem en dag.

17. december lød meldingen på bygningsbrand i en institution på Ny Høstemarkvej. Heldigvis var alle børn evakueret ud af bygningen. Røgdykkerne trængte hurtigt ind og ilden blev slukket. Ambulancen måtte tilkaldes og en person køres til observation for røgforgiftning. Både børn og personale samt en flok forældre havde en grim oplevelse.

Få dage efter mødte nogle brandmænd op med sprøjten og tog en snak med børn og personale. Her kunne brandmændene forklare, hvorfor de kan gå ind i røgen - én af de voksne måtte jo med ambulancen. Heldigvis var han hjemme igen og havde det godt. En brandmand trak i fuld åndedrætsbeskyttelse med luftflaske på ryggen, maske, hjelm osv. Så kunne børnene bedre forstå, at brandmændene kan gå ind i det brændende hus. Selvfølgelig var der en rød brandhjelm til alle børn, og brandbilen blev også taget i øjesyn.

I sommers hærgede store naturbrande i Sverige. Frivillige folk i beredskabet kunne deltage i det store slukningsarbejde. Mou brandvæsens yngste mand, Jonas Christensen, tog en uge til Sverige og bidrog således i dette slukningsarbejde.

I efteråret har Falck meldt ud om forandringer blandt andet i ledelsesstruktur inden for brandvæsenerne. Således var det måske sidste nytårsparole holdt på denne måde.

- Uanset hvilke ændringer der måtte komme kan I borgere regne med, at brandmændene i Mou vil vide at værne om den egentlige opgave: at kunne stille ved udkald – parat til at gøre en forskel, lyder det fra Mou Brandvæsen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...