Første arrangement er foredrag i Egense om Regan Vest

ØSTHIMMERLAND: I den kommende sæson tilbyder AOF Den Nære Aftenskole flere foredrag i Østhimmerland.

I Egense forsamlingshus bliver der 28. februar besøg af museumsinspektør Ulla Egeskov, der fortæller om bunkeranlægget Regan Vest i Rold Skov. Et anlæg, der var planlagt til at huse landets dronning og regering i tilfælde af en atomkrig.

8. februar står der dansktop på menuen, når Flemming Retbøll, tidligere studievært på TV2 Nord, kigger forbi forsamlingshuset i Nr. Kongerslev med alle de gamle slagere fra dansktoppen, og der bliver rig lejlighed til at synge med.

I Dokkedal kommer Thorkild Lund 11. marts i medborgerhuset og fortæller om den helt unikke natur omkring Mulbjerg, og på Vårst-Fjellerad Skole er der besøg af rådmand for By- og Landskabsforvaltningen, Hans Henrik Henriksen, 26. marts. Her vil emnet være ”udvikling af landsbyen” og Aalborg Kommunes strategi herfor. Aftenskolen er vært ved en kop kaffe og indbyder i samarbejde med samrådet borgerne til en snak om landsbyens udvikling eller afvikling og hvad fremtiden byder på af muligheder.

I Gudumholm bliver der musik ved troubadouren Esben Langkniv. Han forbinder den danske vise med den amerikanske folkesang og har en særlig evne til at behandle både politiske og personlige emner i øjenhøjde. Og som altid bruger han historiefortællingen til at afspejle nutiden.

På kursussiden kommer der nye kurser, blandt andet på Mou Skole og i samarbejde med kunstner Kurt Barkmann, et nyt kursus ”grundlæggende tegning og maling”, og for dem der vil synge gospel og rytmisk musik er der kor i Dokkedal Kirke. Der bliver også madkurser med afrikansk mad, antiinflammatorisk kost og sushi samt ”fortællinger fra dit liv” til de, der går med drømmen om at få værktøjer til at fortælle deres livshistorie eller andet.

Man kan læse mere om arrangementer og kurser på nord.aof.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...