Tennisspillere skal mødes i Gistrup Idrætscenter 17. januar

GISTRUP: Selvom LKB-Gistrups tennisafdeling langtfra er af samme størrelse som ved indvielsen i 1985, eksisterer den fortsat, og det er der desværre mange andre tennisklubber, der ikke gør på grund af en generelt vigende interesse for at spille tennis, for her har golfen stille og roligt taget over. Der er således indkaldt til årsmøde i Gistrup Idrætscenter torsdag 17. januar klokken 19.

I bestræbelserne på at få brugt de tre kunststofbaner tæt på Lundby Bakker så meget som muligt, blev der i den forgangne sæson indført ”mobilpay”, således at der kunne købes adgang til en af banerne med kort varsel og efter behov. Samtidigt er årskontingentet sat ned, og de to ting i forening har givet en positiv udvikling i brugen af banerne. Der skal dog mere til, og på et tidspunkt sidste år så det ud til, at et længe næret ønske om at få en ungdomsafdeling op at stå skulle blive en realitet. Det lykkedes dog ikke i sidste ende, så nu arbejdes der videre med at få ført el ud til anlægget, således at der kan trænes med en boldkanon. Samtidigt håbes der på et lille skur ved baneanlægget ikke bare til rekvisiter, men også et sted at vente på en makker eller for at komme i ly for regn eller stærk sol.

Selvom anlægget ikke bliver brugt så meget som tidligere, bliver det stadig mere slidt, og flere net samt en del af belægningen på den ene bane trænger snart til en udskiftning.

Tennisbanerne i Gistrup er i spil i forbindelse med det såkaldte ”Gateway-projekt”, så også for planlægningen i tennisafdelingen vil det være en stor fordel snart at få en endelig afklaring på det projekt. Endelig håber formanden Søren Dahl, at nogle nye kreative bestyrelsesmedlemmer vil melde sig, således at der kan laves flere arrangementer og nye tiltag i tennisafdelingen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...