Pensioneret kriminalkommissær Ejler Larsen fortalte i ”Herreværelset” om sin lange karriere

ROMDRUP: Mandag 8. april kunne “Herreværelset” i Sognegården, Romdrup, atter samle sognets mænd i stort antal. Cirka 85 fremmødte lagde øre og øjne til et spændende foredrag, og nok engang måtte man tage tilstødende lokale i brug.

Som sædvanligt åbnede herreværelset klokken 10.30, hvor Roland Jensen bød velkommen til foredragsholder og sognets fremmødte herrer.

Ib Maagaard og Claus Ægidius sang for ved dagens to sange. Dagens første fællesang var: “Den blå anemone”

Så blev det tid for dagens foredrag, og den ”sag” blev overdraget til kriminalpolitiet.

Pensioneret kriminalkommissær Ejler Larsen berettede levende om sine mere end 42 års tjeneste i politiet. Ejler Larsen har deltaget i mange efterforsknings-sager, både regionalt og lokalt. Endvidere en narkosag i USA i samarbejde med amerikanske kollegaer. Og så har han været en af ”Lange Antons” drenge. Det gav en vis status at have “stået i lære” under Anton Pedersen.

Foredraget spændte over mere end fire årtier. Under uddannelsen i København kom Ejler Larsen hele vejen rundt i tjenesten - suppleret med et par kongelige bryllupper.

Efter nogle år ved ordenspolitiet i Aalborg, hvor han blandt andet med kollegaer løste nogle opgaver omkring Frøstruplejren og Hjardemål Kirke, søgte han nye veje hos kriminalpolitiet. Her kunne han udvikle sig, indtil han afgik fra tjenesten i 2007 som kriminalkommissær.

Nogle af Ejler Larsens primære opgaver lå i starten i narkoafdelingen. Her kunne nogle af narkosagerne indeholde en snert af humor, trods alvoren bag. Eksempelvis var der via en telefonovervågning en bekendt til den efterfølgende sigtede som afslørede denne ved at “ønske tillykke med kuppet”. Så klappede fælden.

I midt-firserne rullede en stor narkosag over nogle år. Store mængder kokain fandt vej fra Sydamerika til USA med lokale danskere involveret. Stofferne dannede endvidere grundlag for store “hvidvaskede” beløb. Det drejede sig om mange millioner, som ved sagens afslutning i 1989 udmøntede sig i høje straffe op til livstid.

Rockerperioden gik ej heller forbi Aalborg i stilhed. Bølgerne gik til tider højt mellem diverse grupperinger såsom HA, Bullshit og andre.

Da Ejler Larsen i 1994 blev vicekommissær inddrog han indbrud, hæleri, vold med videre i sine kerneopgaver.

Som kriminalkommissær fra 1997 var Ejler Larsen chef for efterforskningen på en del store sager i landsdelen.

Op gennem sin karriere i kriminalpolitiet har Ejler Larsen også været efterforsker på mange lokale menneskelige tragedier. Hans Henrik-sagen, som også inddrog mange af lokalområdets beboere i eftersøgningen. En 10-pige, som blev myrdet af en skorstensfejer. Samt mordet på en ung kvinde ved fastelavnsfest på Hasseris Gymnasium.

Alt i alt et foredrag, som kunne danne grundlag for en synopsis til adskillige krimiserier. Det skal dog understreges, at beskrivelserne af emnerne i foredraget blev fremlagt på en sober og elegant måde, som understreger Ejler Larsens professionelle holdning til sit fag, understreges det fra Romdrup-Klarup Menighedsråd, der arrangerer ”Herreværelset”.

Efter et stort og velfortjent bifald og en livlig spørgerunde fik Ejler Larsen overrakt en vingave.

Efterfølgende, mens den medbragte madpakke blev fortæret, gik snakken livligt hen over bordene. Nok en dejlig dag i herreværelset sluttede klokken 13, hvor Ib Maagaard slog tonen an til den afsluttende fællessang ”Det er forår og alting springer ud”.

Roland Jensen takkede for fremmødet og ønskede alle en god sommer i forventning om en efterårssæson, som kan tiltrække sognets herrer i samme omfang som hidtil.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...