Start på den 38. LKB Cup Kr. Himmelfartsdag

0
Der er altid fest og stemning samt store forventninger, når der er fælles indmarch på Gistrup stadion. Foto: Kjeld Mølbæk
Efter at overenskomsterne på det offentlige arbejdsmarked faldt på plads, er der nu grønt lys for igen at bruge skoler og haller samt fodboldbaner, så derfor er der vanen tro officiel åbning af den årlige LKB Cup Kr. Himmelfartsdag om morgenen.

Der er tilmeldte i alt 141 hold til den 38. LKB Cup i rækken, og det er fordelt med 100 hold hos drengene og 41 hold hos pigerne. Der skal spilles i 13 forskellige rækker fra tidlig torsdag formiddag til søndag middag, hvor det hele slutter. De mange gæster bliver indkvarteret på skolerne i Gistrup, Klarup og Storvorde samt Gug, og bespisningen tre gange dagligt foregår igen i den gamle hal i Gistrup Idrætscenter.

Den officielle åbning med indmarch på Gistrup stadion foregår fra klokken godt 9, for de mange deltagere skal marchere med Aalborg Garden i spidsen fra foreningshuset på Lyngtoften og op til stadion. Det internationale snit over turneringen er ikke, hvad det har været, for i år deltager udelukkende hold fra Norge og Danmark. Antallet af indkvarterede hold er med 95 hold mindre end sidste år, men til gengæld er der flere lokale hold med.

Efter åbningen af turneringen spilles der indledende kampe i fodbold resten af torsdagen frem til midt på aftenen. Som de foregående mange år er en del af fredagen reserveret til den populære udflugt til Faarup Sommerland, så først fra klokken 17 genoptages fodboldkampene i de tretten forskellige rækker, og når mørket nærmer sig, fløjtes der af for turneringens anden dag. De sidste indledende kampe og mellemrunderne starter tidligt lørdag morgen, og derefter spilles der frem til midt på aftenen, hvor de første finaler bliver afviklet. De sidste fodboldfinaler spilles søndag formiddag, og inden middag spilles den absolut sidste finale i den 38. LKB Cup.

Festlighederne er for alle i Gistrup og omegn

Der vil under hele turneringen være opstillet et festtelt på pladsen lige nord for Gistrup Idrætscenter, og specielt lørdag er alle sejl sat til for også at få de lokale beboere op af sofaen. Således åbner en stor hoppeborg lørdag klokken 15, og allerede fra klokken 17 er det muligt at købe en festmiddag, der er forberedt af chefkokken Fawzi fra restaurant Flammen i Aalborg. Der bliver fire forskellige retter at vælge imellem, og når den værste sult er stillet, går bandet “3XI” på scenen for at underholde i festteltet for de voksne. Sideløbende hermed er der et alkoholfrit diskotek i den gamle hal med mobildiskotek “Foxybeat” fra klokken 21, og her er alle unge op til 8. klasse særdeles velkomne.

Endelig holdes en gammel tradition i hævd, når der præcis klokken 23.45 sættes gang i et kæmpe festfyrværkeri på Gistrup stadion.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close